Navimat

Det har nu i et par årtier været diskuteret, hvad forholdet er mellem matematiske processer og matematiske produkter i undervisningen.
Selv om begge dele er centrale i matematik, og selv om de begge spiller en rolle i tidens visioner for skolefaget, er det ikke indlysende, hvad deres indbyrdes relation er i undervisning. Hvordan relaterer fx undersøgende og problemløsende aktiviteter sig til elevernes beherskelse og forståelse af færdigheder og begreber?
Det spørgsmål kan der anlægges fx faglige, læringsteoretiske og dannelsesteoretiske synsvinkler på.
Jeg skal argumentere for, at det uanset synsvinkel er uhensigtsmæssigt at tale om dualiteter og dobbeltbevægelser mellem matematiske produkter og processer snarere end om en entydig bevægelse fra fx processer til produkter. Jeg skal slutte af med at relatere den pointe til konferencens tema om matematik nu og i fremtiden: kan man også i forbindelse med uddannelses- reformer generelt tale om dobbeltbevægelser mellem processer og produkter?

Som forskningsfelt har matematikkens didaktik udviklet sig voldsomt de seneste årtier. Det har medført en stigende selvstændiggørelse og akademisering af forskningsdisciplinen.
Der udvikles teorier om matematiklæring og -undervisning, men det indgår ikke nødvendigvis i forskningen at reflektere over, hvordan teorier og resultater kan anvendes ved udvikling af praksis og hvordan de overhovedet kan bliver tilgængelige og anvendelige for lærere.
Samtidig foregår udviklingen af matematikundervisningens praksis på de forskellige trin i uddannelsessystemet ofte uden forbindelse til matematikdidaktisk forskning.
Det er derfor en væsentlig udfordring i forhold til fremtidens matematikundervisning at udvikle institutioner og metoder, der kan bidrag til at styrke samspillet mellem forskning og praksis.
I foredraget belyser jeg vilkårene for et sådant samspil ved hjælp
af eksempler fra forsknings- og udviklingsprojekter samt fra forskningsbaserede efter- og videre- uddannelseskurser som jeg har været involveret i.