Navimat

Undervisningsforløbet i Matematikskibet

I første omgang omhandler Matematikskibet eleverne fra indskolingen (børnehaveklasse til og med 3. klasse).
Vores udgangspunkt er, at det matematiske område vi særligt ønsker at fokusere på i Matematikskibet er talforståelse. Inden for dette området, oprettes en række stationer, hvor den faglige progression gradvis øges.
Eleverne fordeles på de forskellige stationer ud fra resultaterne i tests, som de umiddelbart forinden har gennemført.

Eleverne bliver på de aktuelle stationer, indtil de mestrer stoffet. Dette afgøres ved, at eleven gennemfører en ny "test" - evaluering. Er resultatet tilfredsstillende sejler eleven videre til den næste station. Eleven flytter fra station til station på baggrund af sin faglige viden og kunne og ikke ud fra et afgrænset tidsrum. Stationerne får således karakter af at være små kursusforløb.

Vores forventning er, at nogle elever i 1. klasse vil være på samme station som elever fra 3. klasse og omvendt vil der være elever fra 3. klasse, som vil være på samme station som 1. klasses elever.

Stationernes undervisningsmaterialer og aktiviteter skal medtænke teorier inden for "mange intelligenser" samt zone for nærmeste udviklingstrin. Som det fremgår, vil projektet anvende både elevdifferentiering og undervisningsdifferentiering.